Sommerkoncert med ME AND MARIA

Koncerten er en hyldest til Oplevelsesstien i Ringsted Kommune, der er et stort projekt under udvikling og forventes færdigetableret med udgangen af 2017. To strækninger er allerede åbnet og en tredje er stærkt på vej. Lokalrådene i Vigersted, Jystrup og Haraldsted Allindemagle arrangerer hyldestkoncerten onsdag den 31. august kl. 19:30 i Vigersted Kirke.

Bandet ME AND MARIA har i efteråret 2015 komponeret en CD med inspiration fra Oplevelsesstien i Vrangeskov – den første helt færdige strækning ud af i alt 25 km. Musikken er suppleret med en spændende og flot kunstnerist udført video fra skrænterne i Vrangeskov ned mod Haraldsted Sø.

Bandet siger om sig selv: ME AND MARIA er en nyere dansk duo med bassisten Johannes Pehrson og sangerinden Maria Rosenberg, som til daglig synger musicals. Maria har tilknytning til Valsømagle i Haraldsted lokalområde.

Bandets sange er enkle og poetiske sange med bas og vokal, som giver et ærligt udtryk med masser af personlighed og nærvær. Selvom ME AND MARIA ikke har eksisteret meget mere end godt et år har de allerede fået en masse omtale i både danske og amerikanske medier.

Det kan bl.a. nævnes at ME AND MARIA for nylig toppede den Amerikanske liste for mest sete YouTube videoer på Notreble.com.

Arrangementet er støttet af Temamidlerne i Ringsted Kommune og der er gratis adgang. Gå derfor ikke glip af denne smukke musikalske oplevelse i Vigersted Kirke, som menighedsrådet har stillet til rådighed med sin gode akustik og sin nærhed til den kommende Oplevelsessti. Det bliver en sand hyldest til den smukke natur vi er så heldige at bo midt i.

I forbindelse med koncerten vil der blive givet en kort opdatering om Oplevelsesstien og de næste strækninger der åbnes.

Koncerten med bandet ME AND MARIA finder sted i Vigersted Kirke den 31. august 2016 kl. 19:30.

Skriv et svar